Gennem talks, musik, dans og kunstfordybelse inviterer festivalen til refleksion over kunstens betydning for national identitet og Frankrigs rolle for vores fælles europæiske ophav.
Med udgangspunkt i museets enestående samling af fransk kunst retter kulturfestivalen Franske dage på Glyptoteket blikket mod Paris, der i tiden omkring år 1900 udgjorde det kulturelle kraftcenter for Europa og inspirerede museets stifter, brygger Carl Jacobsens dannelsesvision om at gøre kunsten tilgængelig for folket.
Festivalen strækker sig over fire dage fra den 23. - 26. april 2026, og programmet byder på kunst, dans, musik, talks og samtaler om forholdet mellem kunst og politik og på Danmarks franske forbindelser.
Europæiske værdier under pres
Europa står i en brydningstid, hvor demokratiske og kulturelle værdier udfordres, og politikere kalder på kulturel oprustning.
Glyptotekets samling blev grundlagt i tiden efter Danmarks nederlag til Tyskland i 1864. Carl Jacobsen, der til dato er den største kunstmæcen i Danmark, så kunsten som et middel til at styrke nationens ånd og identitet. Han var stærkt inspireret af Frankrig, hvor staten kontinuerligt har prioriteret kulturpolitik højt og demokratiseret kunsten – bl.a. gennem stærke museer.
Derfor er det også oplagt at Glyptoteket sammen med Institut Français bidrager til en historisk bevidsthed og refleksion over Europas kulturelle arv, mener Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen:
”I en tid, hvor der tales om åndelig og kulturel oprustning, ønsker vi at minde om, at vores samling blev grundlagt som et nationalt dannelsesprojekt af Carl Jacobsen efter fransk forbillede. Han så kunsten som en formende kraft, der kunne opbygge fælles ånd og gøre os til bedre mennesker. Med Franske dage ønsker vi at genaktivere den tanke og vise, hvilken rolle kunst og kultur historisk set har spillet – og fortsat kan spille – i samfundet.”
Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, siger:
”I Frankrig har vi altid set kunst og kultur som fundamentale byggesten i samfundets udvikling, og det glæder mig, at vi med denne festival kan styrke forbindelserne mellem vores to lande og sammen vise, at kulturarv ikke kun er fortid, men en levende kilde til forståelse, dialog og fælles identitet i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for fælles europæiske perspektiver.”
Monumenter som magt og modmagt
Franske dage på Glyptoteket vil hvert år tage udgangspunkt i et centralt værk i museets franske samling.
I år er afsættet skulpturen Gloria Victis (1874) af Antonin Mercié (1845-1916), der er et væsentligt værk i museets franske samling. Et monument over nederlag, håb og kunstens betydning for nationale fortællinger.
Publikum kan blandt andet opleve museumsinspektør på Glyptoteket Christine Horwitz Tommerup i samtale med kunsthistoriker Nick Parkinson fra Institut national d’histoire d l’art i Paris om Gloria Victis og skulpturen som globalt sprog for kollektiv erindring.
Den franske historiker Mathilde Larrère mødes i samtale med klassisk arkæolog og skulpturforsker Amalie Skovmøller fra Københavns Universitet i en tværhistorisk samtale om politiske monumenter og om kunst som modmagt. Frankrigs ambitiøse kulturpolitik udfoldes af historiker Pierre Singaravélou, professor ved Sorbonne og Jørn Boisen, lektor i fransk på Københavns Universitet, som sammen drøfter, hvordan fransk kultur har sat spor og stadig præger europæisk kultur i dag. Samtalerne modereres af Frederikke Ingemann, ph.d. i international politik og europæisk historie.
Festivalen skydes i gang ved et stort åbningsarrangement torsdag den 23. april. Her vil der være taler af Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen og Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot samt en gratis velkomstøl fra Kronenbourg 1664. Programmet byder derudover på optræden af det anerkendte franske danseensemble Collectif Minuit 12, silent disco à la française med DJ MOQST (FR), værkfordybelser og franskinspireret mad i museumscaféen, Picnic. Hen over weekenden vil der være talks, klassiske koncerter med The French Connection Academy samt omvisninger for børnefamilier.
Franske dage på Glyptoteket samler viden, kunst og sanselige oplevelser i et levende festivalformat, der inviterer publikum til at se Glyptotekets franske samling - og Europas kulturhistorie - med nye øjne.