Det er en sjælden begivenhed, når et museum udskiller værker fra sin samling. Alligevel har Glyptoteket besluttet at overdrage 18 betydningsfulde malerier af den danske kunstner Niels Strøbek til Skive Kunstmuseum (Museums Salling). Strøbek regnes for en hovedfigur i dansk nyrealisme, er modtager af Statens Kunstfonds hædersydelse og er bl.a. kendt for sine portrætter af kongefamilien.
De danske museer har hver deres ansvarsområder og forpligtelser, og Glyptotekets primære ansvar vedrører antikken og fransk og dansk kunst fra det 19. og 20. århundrede. Nyrealismen indgår ikke her, og derfor er der sjældent anledning til at udstille Strøbeks værker på Glyptoteket. Derfor er det den helt rigtige beslutning at overdrage malerierne til Skive Kunstmuseum, som netop har nyrealismen som et af sine ansvarsområder, fortæller Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen:
“Det er vigtigt for os, at kunsten bliver set og gjort tilgængelig for publikum. Disse værker har langt bedre muligheder for at komme i spil på Skive Kunstmuseum, hvor nyrealismen er et centralt samlingsområde. Strøbeks værker er af høj kvalitet, og vi ønsker ikke at de skal stå gemt hos os, men at de skal ud at leve og inspirere.”
En styrkelse af nyrealismen i Danmark
Skive Kunstmuseum råder i forvejen over mange værker af Niels Strøbek. Med denne overdragelse af 18 malerier af kunstneren får museet en unik mulighed for at formidle nyrealismen på et helt nyt niveau, fortæller museumsleder ved Skive Kunstmuseum (Museum Salling) Per Lunde Lauridsen:
“Vi er utroligt glade for denne generøse gave. Niels Strøbek er en hovedfigur i dansk nyrealisme, og med denne overdragelse kan vi på overbevisende vis repræsentere kunstretningen i dansk kunsthistorie. Vi ser frem til at bringe værkerne i spil.”
Om værkerne
Overdragelsen omfatter blandt andet hovedværket Ved havet (1979) (topbillede her) samt billedsuiten TI. 1992-93. Maleri i 10 dele (nedenfor)
Værkerne er overdraget uden beregning efter aftale med Slots- og Kulturstyrelsen.